At arbejde med indsatser for borgere der bruger rusmidler opleves af mange som en udfordring. Borgerne bliver ofte væk fra tilbuddene eller falder tilbage i gamle mønstre efter endt behandling.
Traditionelt forklares det at brugerne ikke er motiverede, er afhængige, har traumer elle psyko-sociale vanskeligheder. Selvom der kan være noget rigtigt i sådanne forståelser, hjælper de os ofte ikke til at skabe tilbud der hjælper disse borgere.
Med udgangspunkt i den nyeste forskning vil jeg give nye forståelser for hvorfor dette arbejde er vanskeligt og hvad man kan gøre.
Jeg vil fokusere på både psykologiske, sociale og arkitektoniske forhold og med eksempler fra socialt behandlings arbejde med unge, præsentere hvilke typer af forandringsstrategier man kan benytte i forhold til (stofbrugende) borgere, med henblik på at skabe en positiv udvikling.
Ved at koble både psykologiske, sociale og organisatoriske forhold, skabes der nogle forståelses modeller, som deltagerne kan anvende både i forhold til både overordnede strategiske overvejelser, fx omkring planlægning af indsatser og i forhold til pædagogiske og behandlingsmæssige udfordringer.